Nordmakedonien stormede ind på førstepladsen i kvalifikationsgruppe 8 med en magtdemonstration på 41-23 over Luxembourg. Søndag eftermiddag venter der dog landstræner Kiril Lazarov og hans mandskab en langt mere fjendtlig atmosfære, når de gæster de græske rivaler.
Selvom historikken taler sit tydelige sprog med seks nordmakedonske sejre i otte indbyrdes EM-opgør, advarer håndboldlegenden mod at undervurdere grækerne, der trods 24-33-nederlaget til Sverige bød stormagten op til dans med Theodoros Boskos som skarp topskytte.
Over for eurohandball.com slår Kiril Lazarov fast, at der skal fuld koncentration til:
“Vi forventer en hård kamp mod en stærk modstander. Vi har stor respekt for det græske landshold og den fremgang, de har leveret som hold på det seneste. Vores mål er at eksekvere vores kampplan så effektivt som muligt og levere en præstation af høj kvalitet. Vi forventer en tæt kamp, og må det bedste hold vinde.”
Med en sejr kan Nordmakedonien tage et gigantisk skridt mod endnu en EM-slutrunde, som nationen har deltaget i uafbrudt siden 2012.




























