Mathias Gidsel leverede en fuldstændig fejlfri præstation med 13 mål på 13 forsøg, da Füchse Berlin spillede sig videre til kvartfinalen i DHB-Pokal med en sikker sejr på 42-30 ude mod 1. VfL Potsdam. På trods af storspillet og muligheden for at jagte en personlig scoringsrekord måtte den danske verdensstjerne dog tilbringe en uvant stor del af kampen på udskiftningsbænken.
Med lørdagens topbrag i Bundesligaen mod THW Kiel i tankerne valgte hovedstadsklubben at spare den 27-årige højre back i slutfasen. En beslutning, som Gidsel sagtens kan forstå i det store billede, selvom rollen som tilskuer ikke just huer ham, fortæller han i et interview med handball-world:
“Det var første gang i lang tid, at jeg prøvede det. Jeg siger altid til jer, at det er kedeligt at sidde udenfor. Men det er faktisk endnu mere kedeligt, end jeg troede.”
For Mathias Gidsel var hovedfokus i opgøret at sikre avancement i pokalturneringen samt at komme uskadt gennem kampen med friske kræfter til lørdagens møde med THW Kiel i Max-Schmeling-Halle klokken 15.55.




























