I turneringens kamp om tredjepladsen blev det til et 22-30-nederlag til VfL Gummersbach, hvor nytilkomne Sebastian Barthold blev Mors-Thys topscorer med fire mål.
Efter tre kampe på tre dage hæfter Mors-Thy-cheftræner Toni Johansson sig dog især ved det udbytte, holdet tager med hjem fra Tyskland.
– Det har været en rigtig god tur for spillerne og trænerne, hvor vi har mødt tre virkelig gode Bundesliga-hold. At spille tre kampe på tre dage er hårdt, men vores defensive spil har været rigtig godt, siger den svenske cheftræner.
Turneringen blev vundet af TSV Hannover-Burgdorf, som besejrede HC Hamburg 29-27 i finalen.
For Mors-Thy venter nu yderligere forberedelser frem mod sæsonstarten, hvor fokus blandt andet bliver på at spille de mange nye spillere sammen.





























