Efter en sæsonstart præget af hele to skadespauser på kort tid vendte den svenske bagspiller Lukas Nilsson onsdag aften tilbage på banen for Aalborg Håndbold, da nordjyderne spillede sig videre til næste års Santander Final4 i Jyske Bank Boxen. Først satte en skade i opstarten svenskeren ud af spillet i længere tid, og få uger efter sit første comeback blev han ramt af en lyskeskade.
De mange skader på tværs af Aalborg-truppen har betydet, at holdet løbende har måttet stille op i nye konstellationer gennem efteråret. Nu håber Lukas Nilsson dog på mere kontinuitet og en stabil rytme frem mod et tætpakket program inden jul, fortæller han til TV2 Nord:
“Selvfølgelig har man jo ikke rigtig kunnet finde nogen rytme. Der har været mange forskellige opstillinger, som man har spillet sammen med, og hvis der er nogen, som kommer tilbage, så er der nogle andre, som rykker ud. Det har været lidt svært med at finde en rytme, men det skal vi lige tilbage og finde nu her, så skal det nok blive godt.”





























