Efter 16 år som først profil på banen og siden cheftræner på bænken fik Filip Jicha en officiel og følelsesladet afsked med THW Kiel i forbindelse med Bundesliga-opgøret mod TSV Hannover-Burgdorf.
Afskeden med den tyske traditionsklub var en hård pille at sluge for den tjekkiske legende, men trods bruddet ser Jicha tilbage på sin æra i klubben med enorm taknemmelighed.
I et interview med Dyn lægger han ikke skjul på, at afskeden ramte ham dybt:
“Det var et chok, og det gjorde ondt, men det vil hele, og jeg vil med 100 procents garanti altid vende tilbage hertil med et smil. Der er opstået noget helt særligt i mit hjerte, og jeg er enormt taknemmelig for de 16 år. Jeg var besat af at skabe succes sammen, og at vi fik så mange fantastiske år, er ubeskriveligt for mig. Der er skabt venskaber, som holder for evigt, og det er nogle gange mere værd end titlerne,” fortæller Filip Jicha.
Afskeden var en brutal kulmination på en svær periode med modgang og kritik i klubbens periferi, men relationen til Kiels administrerende direktør og nære ven, Viktor Szilagyi, forbliver intakt trods den tunge beslutning:
“Man bliver vred, når man ikke opnår den ønskede placering – det er vilkårene i professionel sport. Men det har bestemt ikke været en nem beslutning for ham at træffe. Han gennemførte det, sårene vil hele, og vores venskab vil bestå,” slår Jicha fast og ønsker klubben maksimal succes fremover.
Efter 16 år er det slut: Storklub skiller sig af med ikon
Filip Jichas 16 år lange æra i THW Kiel sluttede efter den historisk skuffende sæson, hvor Viktor Szilagyi pegede på den sportslige udvikling som årsagen til trænerskiftet.
Kiel afslører: Var tæt på at beholde fyret træner
THW Kiel var faktisk tæt på at fortsætte med Jicha, men bestyrelsen manglede den sidste sikkerhed efter en sæson, der kostede klubben europæisk håndbold for første gang i 33 år.
Kiel-boss taler ud efter drømmedebut: Derfor var trænerfyring nødvendig
Viktor Szilagyi har siden sat ord på den personligt smertefulde beslutning om at fyre sin mangeårige ven Filip Jicha og erstatte ham med Børge Lund.




























