Danmarks M18-landshold kender nu modstanderen i semifinalen ved EM i Serbien.
Det bliver Slovenien, som spillede sig blandt de sidste fire med en sejr på 32-27 over Ungarn. Slovenerne førte 17-12 ved pausen og holdt derefter kontrollen gennem anden halvleg.
Jaka Podvršič blev Sloveniens topscorer med ti mål, mens Luka Kresal scorede fem gange. Lian Kamenica noterede sig for ti redninger.
“Dagens sejr gav os en plads i semifinalen, hvilket betyder, at vi nu skal kæmpe om medaljerne. Vi ønskede virkelig denne sejr og var meget godt forberedte. I semifinalen skal vi levere så god en præstation som muligt, nyde kampen og forsøge at vinde en medalje,” siger Jaka Podvršič.
Danmark sikrede sig semifinalebilletten med en sejr på 38-30 over Kroatien efter en pauseføring på 18-13.
Semifinalen mellem Danmark og Slovenien spilles fredag den 7. august klokken 19.30.





























