Füchse Berlin slap med nød og næppe fra udekampen mod TVB Stuttgart med en dramatisk 34-33-sejr i den tyske Bundesliga efter et sandt udstyrskaos i anden halvleg.
Flere gange strejkede hallens computer, storskærm og kampur – først i fire minutter kort efter pausen og sidenhen i hele otte minutter i det 52. minut. Holdene og dommerne blev til sidst enige om at spille videre uden officiel måltavle, mens Füchse-boss Bob Hanning rykkede helt ned til tidtagerbordet for personligt at holde øje med reservetiden.
Forvirringen skabte nervøsitet hos gæsterne, der misbrugte hele fire straffekast i kampen og så en 32-28-føring smuldre til 32-31, inden sejren blev hevet i land.
Opgøret bød desuden på en lynhurtig tilgang i Füchse-truppen. Klubben har sikret sig den 24-årige franske landsholdsspiller Aymeric Zaepfel på en aftale frem til sommeren 2027 fra PAUC Aix-en-Provence. Franskmanden ankom fredag og var allerede på bænken søndag for at aflaste bagkæden.
I pausen satte administrerende direktør Bob Hanning ord på lynindkøbet over for streamingtjenesten Dyn, ifølge BILD:
“Vi har hele tiden sagt, at hvis vi fandt en spiller, som var økonomisk overkommelig for os og passede ind i totalkonceptet, så ville vi slå til. Vi gjorde mange forsøg, der faldt til jorden på grund af overgangssummer eller lønkrav, fordi jeg fastholdt, at vi kun gør det, der er økonomisk forsvarligt,” forklarer Bob Hanning og uddyber:
“Vi har simpelthen brug for mere bredde i truppen. Vi kan ikke lade Matthes Langhoff spille det hele, og nu starter Champions League oveni. Aymeric skal lære tingene at kende og spilles ind. (…) Når Nils Lichtlein og Fabian Wiede vender tilbage, er vi godt rustet, men vi er nødt til at overleve denne situation nu.”
Mens Mathias Gidsel storspillede og nettede ni gange på 13 forsøg for hovedstadsklubben, tilbragte nyerhvervelsen Zaepfel samtlige 60 minutter som tilskuer fra bænken i det hektiske opgør.
Gidsel gik forrest i vildt drama: Füchse snuppede begge point i thriller
Mathias Gidsel blev Füchses store offensive profil med ni mål i den kaotiske 34-33-sejr over Stuttgart, hvor berlinerne først fik sikret begge point i en dramatisk afslutning.
Aflastning af Gidsel – og den helt rigtige profil ifølge karismatisk klubdirektør: Derfor købte vi ham!
Aymeric Zaepfel sad hele Stuttgart-kampen på bænken, men Bob Hanning har forklaret, at franskmanden er hentet for at skabe tiltrængt bredde i en skadesramt bagkæde før Champions League-programmet.
Füchse Berlin var på randen af chok: Reddet i sidste sekund
Stuttgart fik reduceret helt ned til ét mål, inden Lasse Ludwig leverede kampens sidste og afgørende redning og reddede Füchse fra et kostbart pointtab.





























