Aalborg Håndbold fik onsdag et glædeligt gensyn med den norske verdensstjerne Sander Sagosen i udekampen mod Sønderjyske, og lørdag venter næste skridt, når nordjyderne tager imod Skanderborg AGF Håndbold i Herreligaen. Opgøret er samtidig en gentagelse af sidste sæsons DM-finaler og indleder en periode med tre hjemmekampe i træk i Sparekassen Danmark Arena.
Selvom gæsterne fra Skanderborg AGF Håndbold har haft en svingende sæsonstart og på papiret kommer til Aalborg som undertippede, forventer Sander Sagosen en vanskelig opgave mod en modstander, der kan spille frit og har kunnet restituere under landsholdspausen. Det fortæller den norske bagspiller i et videointerview på Aalborg Håndbolds sociale medier:
“Jeg forventer, at det bliver en hård kamp. De har haft lidt modgang på det sidste, men så er det gratis for dem at komme her og spille. De skal nok ramme det hele i morgen, så det bliver en hård fysisk kamp. De er et godt håndboldhold, som måske har fået hvilet nogle spillere hen over landsholdspausen.”




























