Niklas Landin er blevet ny anfører i Aalborg Håndbold, men den rutinerede målmand forventer ikke, at rollen kommer til at ændre ham markant.
Landin glæder sig over tilliden fra trænerteamet og holdet og ser frem til at føre Aalborg på banen.
“Det betyder meget, og det er noget, jeg er utrolig stolt af. At kunne føre det her hold på banen kamp efter kamp. Jeg vil gøre mit ypperste for at leve op til den tillid, jeg får fra trænerteamet og fra holdet, så jeg glæder mig utrolig meget til opgaven,” siger Niklas Landin på Aalborg Håndbolds YouTube-kanal.
Selv om anførerbindet giver ham et større formelt ansvar, forventer Landin at fortsætte på samme måde som hidtil.
“Jeg tror ikke, der kommer til at være så meget, der ændrer sig. Jeg kommer stadig til at være irriterende og stille krav, som jeg også har gjort før, sidste år og året inden. Jeg kommer ikke til at ændre mig personligt, men som anfører skal man altid gå foran og være den sikkerhed på holdet. Det har jeg altid forsøgt at være, uanset om jeg var anfører eller ej. Nu er der bare kommet en titel på,” siger Niklas Landin.
Cheftræner Simon Dahl peger på Landins erfaring og naturlige autoritet som de afgørende årsager til valget.
“Niklas fylder meget, har masser af erfaring og ved, hvad det kræver at vinde. Hans erfaring og måde at være på i dagligdagen gjorde det meget naturligt, at han skulle overtage. Han har siden sin ankomst været en del af anførergruppen og har haft en stor stemme hele tiden. Når han siger noget, så lytter vi,” siger Simon Dahl.





























