Christian Prokop har byttet håndboldhallerne ud med klasselokalet. Den 47-årige tyske toptræner, der stod i spidsen for det tyske herrelandshold fra 2017 til 2020 og senest tilbragte fem år som cheftræner for Bundesliga-klubben TSV Hannover-Burgdorf, arbejder fra dette skoleår som lærer på en skole i Isernhagen tæt på Hannover.
Her underviser den tidligere landstræner i idræt, politik og økonomi. Skiftet væk fra professionel tophåndbold sker, efter han blev fritstillet i Hannover i januar:
“Jeg vil slet ikke kigge for langt ud i fremtiden. Lige nu har jeg fået en god start i skolen, og det giver mig glæde,” udtaler Prokop til Sport Bild.
Selvom der efter bruddet med Hannover lå konkrete tilbud på bordet, valgte han en anden vej:
“Der var flere forespørgsler, og tre af dem var meget detaljerede og konkrete. Men i sidste ende passede det ikke sammen,” forklarer Prokop, der er uddannet lærer med kandidateksamen fra Hildesheim i 2008 og andet statseksamen i Magdeburg.
Beslutningen om at forlade trænerbænken til fordel for skoleverdenen bundede i høj grad i hensynet til familien:
“Skolen er for mig et spændende nyt felt, hvor jeg kan kigge ud over kanten og udvikle mig videre. Med denne beslutning er jeg i øjeblikket lykkelig. Vi har boet fem år her i Hannover, har en fantastisk vennekreds, og vores børn har helt stabile og gode rammer med skole og sport.”
Erfaringerne fra håndboldens absolutte elite tager han med ind i undervisningslokalet, hvor han ser klare paralleller mellem trænergerningen og lærerrollen i forhold til menneskelige relationer:
“Jeg tror, at jeg har fundet en ganske god balance,” lyder det fra Prokop, der afviser at være en udpræget streng underviser.





























