Live – Mest læste Håndboldnyheder

Nikolaj Hennecke Jensen

Odense opruster: Henter tysk stjerne

Odense Håndbold har sikret sig en markant forstærkning til fremtiden. Den tyske landsholdsspiller Xenia Smits bliver en del af den fynske storklub fra sommeren 2026, hvor hun har underskrevet en toårig kontrakt.

I øjeblikket spiller Smits i den franske topklub Metz Handball, men næste kapitel i karrieren bliver altså i Odense.

Skiftet betyder samtidig et gensyn med cheftræner Jakob Vestergaard, som tidligere har arbejdet sammen med Smits i Tyskland – noget han ser meget positivt på.

– Xenia er blandt de absolut stærkeste forsvarsspillere i international håndbold, og jeg kender hendes kvaliteter indgående fra vores tid sammen. Hun spiller med stor intensitet og fysik og har en særlig evne til at læse spillet og forudse modstandernes bevægelser, siger Jakob Vestergaard.

Han fremhæver samtidig Smits’ alsidighed som en væsentlig styrke:

– Hun giver os stor taktisk frihed, fordi hun kan dække næsten alle positioner – både i forsvar og angreb. Selvom hun de seneste sæsoner har haft sit primære fokus defensivt, besidder hun også stærke offensive kompetencer og er meget bevægelig og duelstærk.

Xenia Smits spiller en vigtig rolle på det tyske landshold, som i december sikrede sig sølv ved VM på hjemmebane – endnu et bevis på hendes høje internationale niveau.

Selv ser hun frem til udfordringen i Odense:

– Jeg glæder mig virkelig til at blive en del af Odense Håndbold og lære den såkaldte “orange mentalitet” at kende. Jeg kender allerede flere i truppen og har et godt kendskab til Jakob fra vores tid i Tyskland, hvilket betyder meget for mig. Jeg er taknemmelig for muligheden og vil gøre alt for at bidrage til klubbens ambitioner og udvikling, siger Smits.

Den 31-årige Smits ankommer til Odense med en imponerende meritterliste, der blandt andet tæller nationale mesterskaber og pokaltitler i både Tyskland og Frankrig, en EHF European League-triumf samt senest en VM-sølvmedalje.

Odense Håndbold ser frem til at byde Xenia Smits velkommen i orange fra sommeren 2026.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder