I morgen begynder EM-slutrunden for herrer, og det bliver den første slutrunde, efter Mikkel Hansen og Niklas Landin har takket af på det danske landshold.
De to har været med i rigtig mange år efterhånden, og det er i hvert fald en del rutine, der er blevet sagt farvel til, som nu skal findes andre steder.
Andre spillere skal træde frem og tage noget mere ansvar, og en af dem det forventes af nu, er Mathias Gidsel, som er en af verdens bedste håndboldspillere.
Den danske verdensstjerne indrømmer også, at han nok har gemt sig lidt bag Mikkel Hansen og Niklas Landin tidligere, men det kan han ikke længere.




























