Aalborg Håndbold kæmper her til aften klokken 20.30 om en plads ved Santander Final4, når nordjyderne møder Sønderjyske Herrehåndbold i pokalkvartfinalen.
Forud for opgøret, der vises direkte på TV 2 Sport, har Aalborg offentliggjort aftenens kamptrup på klubbens officielle Facebook-side. Truppen byder på både positive meldinger og markante afbud på bagbanen.
Både Sander Sagosen og Lukas Nilsson er meldt fit for fight og indgår i aftenens 16-mands trup. Til gengæld må nordjyderne undvære den tyske profil Juri Knorr på grund af sygdom. Samtidig er landsholdsplaymakeren Thomas Arnoldsen ukampdygtig på ubestemt tid som følge af en skulderskade.




























