Füchse Berlin er forsvarende pokalvinder i Tyskland.
Men Mathias Gidsel og resten af Berlin-holdet skal vente lidt endnu, før de træder ind i næste sæsons DHB-Pokal.
Ifølge BILD er første runde nu blevet trukket, og her er ti Bundesliga-klubber med fra start. I alt deltager 42 hold i første runde, hvor der er 21 opgør på programmet.
Blandt de mest markante kampe er TuSEM Essen mod SC DHfK Leipzig, HSG Krefeld mod Eintracht Hagen, TuS Ferndorf mod TSV Hannover-Burgdorf og Eulen Ludwigshafen mod HSG Wetzlar.
Også Rhein-Neckar Löwen skal tidligt i aktion. De møder Salamander Kornwestheim, mens HSV Hamburg skal op imod MTV Braunschweig.
Füchse Berlin, der med Mathias Gidsel på holdet vandt DHB-Pokalen i 2026, indtræder først senere i turneringen. Det samme gælder blandt andre Bergischer HC og TBV Lemgo Lippe, der også var blandt de bedst placerede hold ved Lidl Final4.
I anden runde kommer yderligere fem Bundesliga-klubber ind i turneringen. Det gælder SC Magdeburg, SG Flensburg-Handewitt, VfL Gummersbach, THW Kiel og MT Melsungen.
Første runde af DHB-Pokalen spilles 21. og 23. august 2026, mens Final4 afvikles 10. og 11. april 2027 i Köln.





























