BSH-streg skuffet over præstationen efter overraskende nederlag
Ligaherrerne fra Bjerringbro-Silkeborg måtte fredag aften indse, at de havde tabt deres første kamp i indeværende sæson.
På udebane i Arena Vestjylland Forsikring Lemvig tørnede Peter Bredsdorff-Larsens mandskab sammen med Lemvig-Thyborøn Håndbold, og her var det noget overraskende værterne, som løb med sejren.
Efter 60 minutters spil kunne Lemvig-Thyborøn Håndbold sætte deres første to point på kontoen efter sejren på 35-31 (14-13).
Se kampen i tal herunder:
Lemvig-Thyborøn Håndbold: Jonas Langerhuus 9, Jesper Kokholm 9, Rasmus Porup 5, Christian Holm 4, Jørgen Rasmussen 4, Mathias Porsholdt 2, Pelle Guldager 2.
Bjerringbro-Silkeborg: Johan Lassen 8, Michael Knudsen 6, Nikolaj Nielsen 4, Nikolaj Markussen 4, Sebastian Skube 3, Jacob Lassen 2, August Pedersen 1, Klaus Thomsen 1, Mads Andersen 1, Jesper Nøddesbo 1.
I BSH-lejren var skuffelsen stor efter opgøret. Michael V. Knudsen sagde følgende til Midtjyllands Avis efter kampen:
“Jeg er meget skuffet og er også meget irriteret. Vi har haft så fin en opstart og haft fine kampe på det seneste. Men vi faldt nede i hullet, og det er ikke godt nok. Det skal vi hjem og vende og dreje”.
Bjerringbro-Silkeborg skal se om de kan komme tilbage på sejrssporet, når de spiller deres næste kamp den 23. september på hjemmebane mod ligarivalerne fra TTH Holstebro.