LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Jan Skjødt Østergaard Pedersen

Linn Blohm og Hanna Blomstrand forlænger med København Håndbold



Pressemeddelelse fra København Håndbold:


Lige inden Hanna Blomstrand og Linn Blohm satte sig i toget mod Malmø og samling med det svenske landshold forud for VM i Japan, var de hver især forbi kontoret på Jens Jessens vej og signere en ny lang kontrakt med København Håndbold.


Linn Blohm har i dette efterår vist et helt vanvittigt højt niveau, og hun topper sammen med Mia Rej MEP-listen i HTH Ligaen. Hanna Blomstrand er på vej tilbage i topform efter hofteoperationen i foråret, og det vækker selvfølgelig stor glæde hos cheftræner Claus Mogensen, at to af klubbens mange svenske landsholdsprofiler signerede nye kontrakter før afgang mod VM i Japan. Linn Blohm og Hanna Blomstrand har begge forlænget til 2023.

– Linn har på denne halvsæson vist, at hun er en af verdens bedste stregspillere. Med den udskiftning, der i sommer var på holdet, har hun fået en nøglerolle, og den har hun til fulde levet op til. Hun tager et stort ansvar på og udenfor banen, og hun har leveret på et konstant højt niveau, siger Claus Mogensen, der forsætter om Hanna Blomstrand:

– Hannas sæson i år startede sent på grund af den hofteoperation, hun i maj måtte gennemgå, men hun viser flere og flere glimt af det topniveau, vi ved, hun har, og det er blevet tydeligt, hvor hæmmet hun sidste sæson var af skaden. Jeg er sikker på, at operationen giver Hanne en frihed i hoften, som vil tage hendes spil til et endnu højere niveau. Hanna og Hjertner er meget forskellige typer at kunne sætte i spil, og det er en stor styrke for os. Jeg er rigtigt glad for, at også Hannas fremtid nu er på plads og forsat ligger hos os i København Håndbold.


Hanna Blomstrand, hvis kontrakt udløb til sommer, siger:

– Jeg har valgt at forlænge, fordi jeg trives virkelig godt i klubben, med holdet, i hallen og i København. Jeg håber, at jeg kan tage et endnu større ansvar og rolle på banen, men også udenfor. Jeg glæder mig til flere år for København Håndbold, og jeg håber, at vi kan blive ved at kæmpe med i toppen af Ligaen og spille de fede kampe ude i Europa, fortæller hun og forsætter:

– Den præstation, vi har leveret dette efterår, har selvfølgelig også påvirket mit valg om at forlænge. Det er så fedt at spille sammen med pigerne på vores hold, og vi spiller hurtig håndbold, som jeg virkelig godt kan lide, og på det personlige plan glæder jeg mig også til at kunne træne og spille med høj kvalitet igen med en god hofte og krop, siger hun og slutter på vej ud af kontorets dør mod bussen til Malmø, hvor landsholdssamlingen med det svenske landshold starter:

– Det er rigtigt dejligt at have fremtiden på plads. Foran mig venter en måned væk fra København, og det er selvfølgelig en spændende måned, der venter, men jeg glæder mig også til at komme hjem igen med ny erfaring og energi, spille Final4 og starte ligaen op igen – og ikke mindst EHF Gruppespillet i den sorte trøje.


Linn Blohms kontrakt løb til sommeren 2021, men allerede nu er den forlænget, og det giver ro i maven, at fremtiden er på plads i et længere perspektiv, forklarer stregspilleren:

– Jeg trives her, og jeg har det meget godt i København Håndbold, der er en klub med meget professionelle forhold og har en mission om at være i toppen af dansk håndbold og vil spille med i Europa. I år har vi mange nye og unge spillere, der gerne vil vise sig frem, og jeg synes, vi på dette første halve år har fået holdet til at præstere rigtigt godt, sammen. Jeg er meget spændt på og forventningsfuld omkring, hvad vi kan drive det til i fremtiden i København, fortæller hun og forsætter om den fremtrædende rolle, hun har fået i denne sæson:

– Jeg elsker at få meget tillid og spilletid, og jeg føler virkelig, at jeg har fundet mig selv igen. Jeg er den Linn, jeg vil være på halgulvet med meget selvtillid, der bare elsker at spille håndbold, og det håber jeg, kommer til udtryk, når man ser mig spille. Nu rejser jeg til Japan med ro i maven og glad for at vide, at det er med tigeren på brystet, jeg skal spille i lang tid endnu, og det føles godt.


Linn Blohm præsenteres af Holstebro RejseCenter. Hanna Blomstrand præsenteres af GF Forsikring.


Se VM-programmet her. 


Næste opgave for København Håndbold er til Santander Final4 den 28.-29. december i Holstebro. Køb billet til Santander Final4 ved at klikke her. 


 





LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder