Ajax-keeper skifter til udlandet
Sarah Nørklit Lønborg siger på gensyn
Sarah Nørklit Lønborg kom til Ajax København i 2014 og var med til at rykke holdet op i Ligaen, og siden da har hun vokset sig fra at være en ung, talentfuld keeper til i dag at være en stor profil i Kvindeligaen og en kæmpe personlighed i Ajax-truppen. Desværre for Ajax København, så tager rejsen en drejning væk fra den danske liga, da Sarah har fået en mulighed for at få det udenlandseventyr, som hun har drømt om. Selvom det naturligvis medfører ærgrelse hos Direktør Claus Løfberg, så glæder han over, at Sarah får den mulighed, som hun om nogen fortjener:
– Selvfølgelig er det ikke ønskværdigt at miste en nøglespiller på dette tidspunkt i sæsonen. Vi har dog været bevidste om, at det kunne ske, at andre, større klubber fik øjnene op for Sarah. Vi føler os derfor også godt forberedte på situationen., fortæller Claus Løfberg.
Og fortsætter med rosende ord og lykønskninger til Sarah:
– Sarahs betydning på holdet er svær at sætte ord på, mens hendes præstationer på banen har været anderledes konkrete og målbare; en god dag for Sarah i buret har ofte betydet en god dag for holdet og 2 point i banken. Alle ved, at Sarah har leveret kæmpe præstationer for os i Ajax, men mest af alt er Sarah bare et fantastisk menneske og alle på og omkring holdet kommer til at savne hende! Det er derfor både med et enormt vemod, men også med kæmpe stolthed, at vi sender Sarah afsted. Fra alle os skal der derfor lyde en kæmpe tak og held og lykke derude i den store håndboldverden. Nå ja, og på gensyn selvfølgelig…, afslutter Direktør Claus Løfberg.
En stolt Sarah takker af i Ajax København:
– Jeg har altid elsket at være håndboldspiller i Ajax København. Det har for mig været et sted, hvor jeg både har udviklet mig som håndboldspiller og personligt. Sammenholdet i klubben har gang på gang vist, at vi har kunne levere overraskende, endda sensationelle, præstationer. Jeg er stolt af at have været en del af klubbens historie og rejse fra at være et 1. Divisions hold til nu at have spillet i Kvindeligaen for 7. sæson i træk. Tak til mine fantastiske holdkammerater, trænere og alle i og omkring klubben jeg har mødt igennem årene. Uden jer er der intet Ajax København.
Sarah har i dag spillet sin sidste hjemmekamp i Ajax-trøjen – i hvert i denne omgang. På onsdag spiller hun sidste sidste kamp, når turen går til Ringkøbing. Fra hele Ajax København: Kæmpe held og lykke. Vi glæder os til at se dig tilbage i Bavne i fremtiden.