Efter kollektivt kollaps: - Jeg håber ikke, folk tænker sådan, siger Mathias Gidsel
Verdens bedste landshold, de tredobbelte verdensmestre og hjemmeholdet fra Danmark vekslede en komfortabel føring på 26-21 til slutresultatet 27-27 i torsdagens Golden League-gyser mod Norge.
ROYAL ARENA (AMAGER), HBOLD.DK): Det var lige godt pokkers.
Danmark styrtede mod sin sejr nummer syv i træk mod de norske rivaler - og måske var det det, der spillede ind i torsdagens testkamp. Haluret stod på minut nummer 54, da Mikkel Hansen bankede bolden ind til føringen på fem mål - og at køre sådan en sejr hjem i garagen plejer at være en formsag for Nikolaj Jacobsens gyldne tropper.
Men plejer var åbenbart død i den royale arena, der efterlod stemningen hos de mere end 12.000 tilskuere noget fladt, mener Mathias Gidsel, der dog ikke håber, at de mange fans og tv-tilskuere sad tilbage med et helt særligt spørgsmål:
- Jeg håber ikke, at folk sidder og tænker, hvordan det her kan lade sig gøre. Jeg synes ikke, at man skal negligere Norge. De har også nogle af verdens bedste spillere, og det er et af de bedste og mest kompakte forsvarer, vi kan møde, så det er en stor opgave at spille mod dem, siger Mathias Gidsel til HBOLD.dk efter kampen.
- Det er en testkamp. Vi spillede en fantastisk anden halvleg, hvor vi får dækket godt op, spiller godt i kontrafasen og kommer frem til gode chancer. Men det der sker de sidste fem minutter må ikke ske på det her niveau, vi er på. Sådan er det. Vi skal hjem og lære af det her.
- Vi har sagt til alle, at vi skal spille en hård EM-slutrunde. Der er ikke noget, der er givet på forhånd. Vi er ikke europamestre, før vi tager af sted. Det er kampen her et godt billede på. Vi skal virkelig slide hårdt, og vi har skal have lagt to ekstra lag på i næste uge. Vi skal kæmpe. Det bliver en lang, sej kamp for at vinde EM, understreger han.
Danmark fik i hvert fald mærket på egen krop, hvad man skal, og hvad man ikke skal gøre mod et hold Norge, der aldrig giver op.
Mathias Gidsel og Co. lærte en vigtig lektie:
- Norge står meget kompakt i deres forsvar. Vi slider og hænger for meget fast i deres dygtige forsvarsspillere. Vi spiller ikke bredt nok simpelthen. Det skal vi hjem og kigge på - for det går ikke mod ét af verdens bedste forsvarer. Og så skal man ikke give Norge tre kontrachancer i slutfasen. Det må man ikke.
- Hvad fylder mest hos dig?
- Det er klart, det fylder, at vi spiller uafgjort, når man er foran med fem mål med et par minutter igen. Det må ikke ske, uanset om det hedder testkampe, EM eller VM. Men det må ikke snyde billedet af, at jeg synes, vi spiller en god kamp langt henne ad vejen.
- Vi dækker virkelig godt op godt hjulpet af to virkelig gode målmandspræstationer. Det må ikke fylde for meget, at vi spiller uafgjort i en testkamp. Men det er klart, når man lige står her med tilskuerne bagefter, så bliver det en flad fornemmelse. Vi ved i hvert fald, hvad vi skal, og hvad vi ikke skal gøre mod Norge, slutter Mathias Gidsel.
Trods den dårlige afslutning så fik Mathias Gidsel alligevel topkarakter i ekspert Lars Rasmussens karakterbog: Læs den lige her: Ekspert eksploderer i hyldest i karakterbog: - Han var jo kongen af Royal Arena