Ekspert helt oppe i det røde felt: Forlanger ultimativ straf til kroatiske spillere
Det var en VM-finale, hvor Danmark triumferede og cementerede sin plads som verdens absolut bedste håndboldnation. Men finalen blev også skæmmet af episoder, der ifølge håndboldekspert Lars Rasmussen var intet mindre end groteske.
Selvom det er knap 24 timer siden, at Danmark for fjerde gang i træk hjemtog verdensmesterskabet, så er pulsen ikke faldet helt ned hos ekspert Lars Rasmussen. Tværtimod.
Den kroatiske spiller Mateo Maras valgte bevidst at træde på Mathias Gidsels ankel. En handling, som Rasmussen ikke er i tvivl om bør få alvorlige konsekvenser for den kroatiske hovedperson, der i situationen ikke blev sanktioneret:
- Vi snakker om en situation, hvor en spiller, i ren frustration tyer til fysisk vold. Det er som en dreng i børnehaven, der ikke kan finde ud af at acceptere, at en anden er bedre. Det er fuldstændig grotesk, og det skal på ingen måde gå straffrit hen, siger Lars Rasmussen til HBOLD.dk.
Han understreger, at en så bevidst og farlig handling ikke bare skal straffes med en kort ubetydelig karantæne, men med en langt hårdere straf, der har konsekvenser for spillerens deltagelse på landsholdet fremover.
- Hvis vi taler om den virkelige verden, så ville det her blive anklaget som vold. Der er ingen vej udenom: Han bør miste retten til at spille landskampe i en lang, lang, lang periode. Vi kan ikke acceptere den slags adfærd på en håndboldbane, siger Rasmussen.
Men det var ikke den eneste skandaløse episode i finalen. Efter slutfløjten udviklede situationen sig yderligere, da Igor Karacic brugte sine sidste sekunder af sin landsholdskarriere på at diskutere først med Nikolaj Jacobsen og senere med den ene af de to spanske dommere.
En handling, der ifølge Lars Rasmussen er fuldstændig utilgivelig.
- Aldrig nogensinde kan og må det tolereres, at en spiller lægger hånd på og direkte skubber en dommer. Ligegyldigt hvor frustreret og vred man er, så er det et skridt eller ti for langt. Straffen skal være så hård, at han ikke behøver at bekymre sig om at spille VM eller andre internationale kampe for Kroatien i lang, lang tid. Vi hverken kan, skal eller må acceptere den slags adfærd, fastslår eksperten.
Han påpeger, at dommerne er en uundværlig del af sporten, og at angreb på dem er en farlig glidebane.
- Hvis vi ikke har dommere, har vi ingen håndbold. Det er så simpelt. Vi kan altid diskutere dommerkendelser, men det her? Det er utilgiveligt!" siger han.
Danmark vandt kampen i overlegen stil, men Rasmussen understreger, at det ikke kun var en sejr på tavlen.
- Det var en sejr for fairplay og for den rigtige måde at spille håndbold på. Heldigvis kunne kroaternes metoder ikke rå på et dansk landshold, der for fjerde gang blev verdensmestre. Bravo Danmark, slutter han.
Danmark vandt VM-finalen 32-26.
Næste slutrunde venter allerede til januar næste år, hvor Danmark, Norge og Sverige deler værtsskabet til EM.