LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Flensburg-boss afslører: Sådan hentede vi Bundesliga-topscoreren

SG Flensburg-Handewitt havde ikke regnet med at hente Marko Grgic før sommeren 2026.

Men nu bliver Bundesligaens seneste topscorer en del af holdet allerede fra denne sæson – og ifølge sportschef Ljubomir Vranjes skyldes det først og fremmest spilleren selv.

"Uden Marko havde vi ikke fået det her på plads. Han har haft en kæmpe andel i, at det lykkedes," siger Vranjes til Handball-World.

Grgic, som i sidste sæson imponerede i Eisenach, var egentlig først planlagt som en forstærkning næste år, men situationen ændrede sig pludseligt, da Mads Mensah for få uger siden bad om et skifte til Skjern.

"Han kom til mig og sagde, at han havde et tilbud, og at han gerne ville afsted allerede nu. Det kom bag på os, for vi havde jo egentlig vores trup på plads," fortæller Vranjes.

Med et hul i bagkæden gik Flensburg på jagt efter en erstatning – og da samtaler med Eisenachs direktør Rene Witte åbnede døren for et fremskudt Grgic-skifte, greb man muligheden. Men det var først og fremmest spilleren selv, der gjorde det muligt:

"Han ville det virkelig. Det var hans ønske, og han gik også ind i forhandlingerne med stor vilje til at finde en løsning," siger Vranjes.

Ifølge tyske medier har Grgic endda selv bidraget økonomisk til, at handlen kunne falde på plads – noget, Vranjes ikke vil bekræfte direkte:

"Der var mange aspekter, der spillede ind. Det vigtigste er, at vi er lykkedes med det, og at vi nu får glæde af ham allerede i den kommende sæson."

For Flensburgs sportschef handler det ikke kun om timing – men om at få den rette type ind.

"Vi får en spiller, som virkelig vil være her. Det betyder noget. Og vi har en spændende fremtid foran os," siger Vranjes.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder