Kontroversielt festivalbesøg koster landsholdsmålmand jobbet
Den serbiske håndboldklub RK Vojvodina har opsagt kontrakten med den kroatiske landsholdsmålmand Filip Ivić, blot få uger efter hans ankomst. Årsagen er hans deltagelse i en musikfestival i den kroatiske hovedstad Zagreb, hvor den kontroversielle sanger Marko Perković 'Thompson' optrådte – en musiker, der er kendt for sin tilknytning til højrenationalistiske og fascistiske budskaber. Sådan skriver det spanske medie Mundodeportivo.
Klubben, der bærer det serbiske våbenskjold som symbol, slog fast, at deltagelse i sådanne arrangementer er uforenelig med klubbens værdier og historie. Derfor blev kontrakten med Ivić omgående ophævet.
Ivić reagerede med et længere opslag på Instagram, hvor han forklarede, at hans deltagelse i koncerten var en personlig gestus for at mindes sin afdøde ven, den tidligere fodboldspiller Nikola Pokrivač. Han understregede, at han altid har respekteret mennesker uanset nationalitet eller tro, og at han ikke støtter nogen form for ekstremisme.
Du kan se opslaget herunder: