Et liv efter guldet: Orlovs kamp uden for banen

For mens holdkammeraterne spillede sig til guldet på hjemmebane, lå Orlov derhjemme. Knæet var smadret. Knogler og brusk flået fra hinanden. Lægerne var i tvivl, om han nogensinde kunne spille håndbold igen. Selv fik han først sandheden at vide næsten et år senere.

"Jeg føler mig stadig lidt som en verdensmester," siger han i dag med et lille smil.

Det sker i et interview med Bock auf Handball, udgave #17.

Men det er ikke historien om en spiller, der vendte tilbage og tog revanche. Det er historien om en spiller, der først skulle lære at tale højt om det, der var værre end en ødelagt menisk.

Stilheden var værst
"Jeg vil gerne tale om noget, som jeg synes er vigtigt, men som stadig bliver gemt væk," sagde Orlov under interviewet. "Efter min skade gik jeg i psykoterapi. Det burde ikke være et tabu."

Det krævede mod. Ikke bare at tale med en psykolog – men at indrømme over for sig selv, at han havde brug for det. Den slags bliver stadig opfattet som svaghed i elitesport. For mange er det nemmere at bide smerterne i sig og fortsætte. For Orlov var det umuligt.

"Det var først efter jeg tog imod hjælpen, at jeg fandt ud af, hvor befriende det er at være åben," siger han.

Et navn, en historie, et håb
Orlov er søn af en tidligere belarusisk landsholdsspiller og voksede op med sporten omkring sig. Men det var først, da han blev holdt ude, at han opdagede, hvor meget håndbolden fyldte. Ikke kun som spil – men som identitet.

Hans holdkammerater vandt VM i hans baghave. Efter finalen smøg Elias Scholtes sin guldmedalje om halsen på Orlov og sagde: "Han hører til her." Det glemmer han aldrig.

"Jeg gik rundt med den resten af aftenen," fortæller han. "Men bagefter gav jeg den tilbage. Min medalje bærer jeg i hjertet."

Nyt kapitel i Hannover
Efter flere år mellem Potsdam og Berlin har Orlov nu skrevet kontrakt med TSV Hannover-Burgdorf. Han ved godt, det bliver en ny start. Men det er han vant til.

"Jeg er blevet bedre til at værdsætte det, jeg har. Bare det at kunne spille – det betyder alt nu."

Det kan godt være, Maxim Orlov aldrig kommer til at spille en VM-finale. Men han har allerede vundet noget, der er vigtigere: retten til at være menneske i en sport, der ellers kræver overmenneskelighed.