Sarah Iversen er ikke bange for konkurrence
Som den eneste position på kvindelandsholdet har landstræner Jesper Jensen nærmest per tradition udtaget tre stregspillere til samtlige slutrunder.
Konkurrencen er hård. Konkurrencen er stor. Konkurrencen kan nogle gange også være for hård og for stor.
Men konkurrencen inde på stregpositionen skræmmer absolut ikke Sarah Iversen, der ser samarbejdet med Kathrine Heindahl og søster Rikke Iversen mere som en fordel end ulempe.
Faktisk er det svært ikke at komme udenom tre stregspillere til et mesterskab, hvor kamp hver anden dag over godt og vel tre uger sætter sine spor:
- Det er jo en ret hård plads, fordi vi alle dækker centralt i forsvaret. Vi får en masse skub og knobs undervejs også til træning. Så det er dejligt at være tre. Vi har nogen at sparre med. Vi skal hele tiden passe på hinanden og yde max i måske færre perioder ad gangen, fordi der kan skiftes ud hele tiden. Det er også bare specielt dejligt med de to, for jeg kan rigtig godt lide dem, siger Sarah Iversen til Europamester.dk. ¨
- Hånden på hjertet … er det så udelukkende kun en fordel at være tre, når man tænker på spilletid, rolle og ansvar?
- Ja, det tror jeg. Det hviler jeg ret meget i. Vi kan noget forskelligt, og vi bliver også brugt forskelligt. Jeg tror kun, det er en fordel især med mange kampe og en krop, der også har brug for restitution en gang imellem. Jeg er ikke fyldt med nerver eller frygten for at fejle.
- Vi kender hinanden godt. Jeg kender min søster ekstra godt. Rikke og Kathrine har været venner i mange år. Jeg har spillet med Heindahl på landsholdet i mange år. Det er ekstrastærkt, at vi udenfor banen har en stærk relation. Vi har samme humor, og vi snakker sindssygt godt sammen. Vi tænker håndbold ens, og når man er så stærke udenfor bane, så er det nemt at tage med ind på banen.
- Hvad kan du, som de to andre ikke kan?
- Jeg er ikke så høj, som de er. De to andre har noget mere styrke end mig. De er gode til at stå med en i ryggen og vinde positionen, hvor jeg skal leve mere på fart. Vi kan kastes rundt i forsvaret, slutter Sarah Iversen.
Sarah Iversen fik 3 timer og 42 minutter på banen, mens Rikke Iversen fik 4 timer og 32 minutter, mens Kathrine Heindahl fik lidt over to timer i Danmarks otte OL-kampe.