LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Skjern-profil solgt i rekordhandel

Skjern-topscorer Noah Gaudin skifter med øjeblikkelig virkning til de mangedobbelte franske mestre fra Paris Saint-Germain.

Den 26-årige bagspiller havde oprindeligt kontrakt med Skjern Håndbold frem til sommeren 2027, men efter længere tids forhandling om den eftertragtede Skjern-topscorer har vestjyderne accepteret buddet fra den franske hovedstadsklub, der bliver det største salg i klubbens historie.

"Det er aldrig nemt at sige farvel til en spiller som Noah Gaudin. Han har været en nøgleprofil, topscorer i begge sæsoner og har sat et stort aftryk i klubben. Vi har haft en god og konstruktiv dialog med Noah om hele situationen og den stigende interesse, der har været for ham – ikke mindst fra PSG. Det er et stort skifte, der går i opfyldelse for Noah. Derfor har vi gennem den seneste periode forsøgt at finde en kompetent afløser, som vi er nået i mål med, og derfor var vejen banet for at skiftet blev en realitet. Vi er stolte på Noahs vegne og ønsker ham al muligt held og lykke i Paris," siger sportschef Thomas Klitgaard om franskmanden, der på blot to sæsoner scorede 472 mål i den grønne trøje.

Afskeden med Skjern Håndbold bliver heller ikke let for den målfarlige bagspiller, der tidligere på året fik debut på det franske A-landshold.

"Jeg har haft to fantastiske år i Skjern, hvor jeg har følt mig hjemme fra dag ét. Det har været en ære at spille i den grønne trøje og for en klub, jeg virkelig holder af. Jeg skylder en stor tak til alle omkring klubben, og Skjern vil altid have en særlig plads hos mig.

Sportsligt har vi været med helt fremme med to DM-medaljer og spillet europæisk kvartfinale, så det har været en tid med store oplevelser. Nu venter en ny udfordring, jeg ikke kunne sige nej til. Det er en drengedrøm, der går i opfyldelse," siger Noah Gaudin.

Noah Gaudin har skrevet under på en treårig kontrakt med Paris Saint-Germain. 

Afløseren for Noah Gaudin vil blive præsenteret onsdag den 16. juli.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder