Skjerns dyreste salg nogensinde – men ingen må kende beløbet
Vestjyderne kalder det en rekordhandel, og det betyder, at klubben for første gang har solgt en spiller for en transfersum, der overstiger én million kroner.
"Den 26-årige bagspiller havde oprindeligt kontrakt med Skjern Håndbold frem til sommeren 2027, men efter længere tids forhandling om den eftertragtede Skjern-topscorer har vestjyderne accepteret buddet fra den franske hovedstadsklub, der bliver det største salg i klubbens historie," lød det i den pressemeddelelse, som Skjern offentliggjorde tirsdag.
Skjern nævner ikke det konkrete beløb, hvilket er helt almindelig praksis. Hverken klubber eller agenter bekræfter normalt præcise summer, og det giver plads til spekulationer i offentligheden.
"Det er lidt skægt at læse alle steder, at det er en rekordhandel, men man undlader tal. Så ingen ved, hvad spillere tidligere er solgt til, og hvad han så er solgt til… men pyt, bare overskriften sælger," som en bruger formulerede det i en kommentar.
Men ifølge HBOLD.dk’s oplysninger ligger Skjerns hidtidige transferrekord omkring en million kroner. Det var angiveligt den sum, SG Flensburg-Handewitt betalte for Emil Bergholt, da de i foråret 2025 købte ham fri af sin kontrakt med virkning fra sommeren 2026. Et tilsvarende beløb fik vestjyderne for Emil Nielsen, da HBC Nantes i 2019 aktiverede en frikøbsklausul.
Dermed ligger PSG’s betaling for Gaudin over det hidtidige niveau, når det omtales som et rekordsalg. Det gør franskmandens skifte til den storsatsende pariserklub til det største salg i Skjern Håndbolds historie.
Gaudin har i sine år i Skjern udviklet sig til en af ligaens mest dominerende bagspillere, og i løbet af det seneste år er han blevet fast mand på det franske landshold. Interessen for ham har været massiv, og nu ender han i en klub, der i årevis har haft ambitioner om at vinde Champions League.
For Skjern er det et tab på banen – men en gevinst i regnskabet.