LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Jeppe Nielsen

THW Kiel-legende er stadig i klubben – nu på kontoret i stedet for banen

Patrick Wiencek har stoppet sin aktive håndboldkarriere og arbejder nu i administrationen hos THW Kiel.

Efter at have lagt håndboldkarrieren bag sig, har Patrick Wiencek nu påbegyndt et nyt kapitel – denne gang uden harpiks og halgulv, men med tastatur og skrivebord i THW Kiels administration. Den tidligere landsholdsprofil indstillede sin aktive karriere denne sommer, men har valgt at fortsætte i klubben i en ny rolle bag kulisserne.

Siden den 1. juli har Wiencek været en del af kontorholdet, hvor han blandt andet arbejder med rejseplanlægning og koordinering for førsteholdet og er blandt  andet dybt involveret i de praktiske forberedelser til sit eget afskedsarrangement den 25. juli i Wunderino Arena. Her får fansene mulighed for at se ham én sidste gang på banen – flankeret af gamle holdkammerater som Dominik Klein, Steffen Weinhold og Niclas Ekberg.

”Det er en helt ny verden for mig,” siger Wiencek ifølge SportBild og uddyber: ”På banen vidste jeg altid, hvad jeg skulle – det gør jeg ikke her. Men jeg giver alt, som jeg altid har gjort.”

Wiencek indrømmer også, at arbejdet bag kulisserne har givet ham en ny respekt for klubbens organisation. “Jeg må indrømme, at jeg ikke havde forestillet mig, hvor krævende det er at koordinere sådan et arrangement. Det er langt mere komplekst, end jeg troede.” Siger han videre ifølge SportBild.

Trods enkelte spekulationer om et muligt comeback afviser Wiencek nu tydeligt alle rygter om et retur til banen. ”Jeg elsker denne klub, og selvfølgelig overvejede jeg dybt inde at hjælpe, da der opstod skader. Men jeg er glad for, at jeg kunne afslutte karrieren nogenlunde sund og rask."

Med sin nye rolle håber Wiencek fortsat at kunne bidrage til klubbens succes på en anden måde end som aktiv spiller.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder