Tysk selvtillid inden Danmark: Vi har en stor udestående regning
Tyskland er ligesom Danmark videre ved VM med maksimumpoint, og de to mandskaber ramler sammen tirsdag i mellemrunden.
Stregsspilleren Justus Fischer, der var med til at vinde VM-guld med det tyske U21-landshold for to år siden, glæder sig til opgøret.
- Det er derfor vi spiller håndbold. Vi skal ikke gemme os for nogen, og vi er klar. Vi har en udestående regning med danskerne, og den regning er stor, siger Fischer ifølge radiorst.de.
Han henviser til OL-finalen, hvor danskerne i sommer sejrede med 13 mål. Landstræner Alfred Gislason prøver lidt at nedtone betydningen af den kommende kamp.
- Det er kun en håndboldkamp. Vi vil forsøge at gøre det bedre end ved OL, og så må vi se, hvad der kommer ud af det, siger islændingen mere neddæmpet.