Aalborg-boss efter imponerende milepæl: Vi er klar til 500 dage mere
Direktør Jan Larsen lægger over for YouTube-kanalen Rishøj's Corner ikke skjul på, at han er stolt af den særlige rekord, som vidner om et unikt samspil med klubbens tilhængere.
“Det er da en vanvittig rekord, som vi er stolte og glade over. Det er samtidig også en hyldest til de mange fans, der altid bakker os op, og gør, at det er rigtig svært for modstanderen at vinde her. Så det er selvfølgelig en vild rekord, og det er rigtig, rigtig mange kampe. Men hvorfor ikke tage 500 dage mere?,” siger Jan Larsen med et smil.
Direktøren fremhæver særligt tilskuernes opbakning som en afgørende faktor bag succesen, hvilket blev understreget af, at over 5000 tilskuere igen var mødt op i hallen, selvom kampen resultatmæssigt intet kunne ændre i stillingen.
Aalborgs sæson har dog ikke været uden bump på vejen. Holdet måtte undervejs igennem en trænerfyring, ligesom spillet ifølge Larsen ikke altid har været prangende. Alligevel lykkedes det Aalborg at sikre sig førstepladsen i grundspillet med hele seks point ned til nummer to, GOG.
“Vi startede faktisk ikke specielt godt, og på et tidspunkt kunne vi have fået benet sat godt og grundigt af. Men vi fik vendt tingene, og så har vi leveret stabilt siden. Godt uden at være totalt overprangende, men vi har fået de point, vi skulle have, og vinder nu suverænt. Det vidner om kvaliteten og bredden i truppen,” forklarer han.
Med grundspillet sikret kan Aalborg Håndbold se frem mod en spændende slutspilsfase, hvor holdet starter med to point på kontoen. Men Jan Larsen understreger, at spillerne nu skal hæve niveauet yderligere:
“Vi ved godt, at nu går vi ind i en ny turnering – slutspillet. Der bliver ikke noget nemt der. Vi skal trods alt nok hæve niveauet fra i dag til de kommende kampe, og det gør vi også.”
Den største bekymring søndag var en skade til Niklas Landin, der blev skiftet ud efter at have landet forkert. Jan Larsen beroliger dog fansene:
“Han får landet på bolden, og det ved vi alle sammen godt, det er skidt. Det gør selvfølgelig nas, og han lægger is på, men det ser okay ud. Det er ikke kæmpe alvorligt, det tror jeg i hvert fald ikke.”
Alt i alt står Aalborg stærkt før det kommende slutspil og de ventende kvartfinaler i Champions League, og optimismen er stor i det nordjyske. Nu handler det om at fortsætte stimen – måske endda 500 dage mere uden nederlag på hjemmebane.