LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Aalborgs nye stjerne med afskedssalut: Löwen kan blive en topklub igen

Juri Knorr har spillet sin sidste kamp for Rhein-Neckar Löwen. Den tyske landsholdsspiller skifter denne sommer til Aalborg Håndbold, hvor han bliver en del af det ambitiøse mandskab, der både har sikret sig The Double i Danmark og er fast inventar i Champions League.

Efter fire år i Mannheim er det nu tid til nye udfordringer – og det er ikke tilfældigt, at valget er faldet på Aalborg. Her får Knorr muligheden for at kæmpe med om både nationale og internationale titler, efter en tid i Löwen, hvor medaljerne har været begrænsede. Kun én titel – DHB-Pokalen i 2023 – blev det til, mens resten af tiden har budt på skuffelser i både Bundesligaen og europæisk sammenhæng.

Men Knorr forlader ikke sin gamle klub uden håb for fremtiden.

"Jeg tror, I har et godt hold, og at klubben grundlæggende er godt struktureret. Alt er egentlig til stede for, at Löwen igen kan blive en topklub," sagde Knorr i et afskedsinterview med holdkammeraten David Späth, gengivet af Handball-World.com. 

"Problemet er bare, at konkurrenterne bliver stærkere, og Bundesligaen bliver hårdere."

Knorrs farvel er ikke kun sportsligt, men også personligt. Han har haft et tæt forhold til flere i truppen – især målmanden Späth, der vidste tidligt, at Knorr var på vej væk.

"Juri og jeg taler meget om den slags ting, så jeg vidste tidligt, hvilken retning det kunne gå. Jeg kunne ikke så godt lide det, for jeg vidste, jeg skulle blive.” fortalte Späth. 

Trods skiftet lover Knorr at holde øje med udviklingen i Löwen: 

"Jeg er spændt på, hvordan det kommer til at gå. Jeg vil følge med," lød det – hvortil Späth hurtigt svarede: "Det håber jeg!"

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder