LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Ditte Hansen

En af de bedste spillere i den norske liga rykker til Nordsjælland

Den skudstærke svensker har underskrevet en to-årig kontrakt med klubben.

Nordsjælland har lavet en to-årig aftale med svensk-fødte Martin Lindell, der i de seneste tre sæsoner har spillet for Runar Sandefjord i den bedste norske række, hvor han er blandt de største offensive profiler i REMA 1000-ligaen. 

191 centimeter høje Martin Lindell er tidligere kåret som den bedste venstreback i den norske liga, og i september blev han udnævnt som månedens spiller i Rema 1000-ligaen efter at have scoret 30 mål i sæsonens fire første kampe. Han er placeret på en delt førsteplads over MEP-pr. kamp og dermed blandt de allerbedste i den norske liga.

– Han har mange af de kvaliteter, som vi har efterlyst og gerne vil have lidt mere af. Han har et rigtig godt skud, men han har samtidig rigtig god flair for det mere tempofylde spil. Han kommer til at kunne indgå rigtig godt i vores kollektive spil, siger sportschef i Nordsjælland Håndbold Jørn Blom Hansen i en pressemeddelse. 

Med sine 31 år er Martin Lindell en lidt atypisk tilgang til Nordsjælland. 

– Vi plejer jo at hente drenge ind. Denne gang har vi hentet en ung mand, som har de rette kompetencer. Vi har en stor tro på, at Martin kan flytte sig yderligere og desuden bidrage positivt til udviklingen af nogle af vores egne drenge. Det er er en præmis hos os – uanset alder, siger Jørn Blom. 

Martin Lindell er født og opvokset i Halmstad. Han skiftede i sin tid fra Drott til Aranäs, inden han fortsatte karrieren i norsk håndbold. Han spillede en årrække i ØIF Arendal, inden han også prøvede kræfter med fransk håndbold. Han spillede to sæsoner i topklubben Limoges, inden han vendte tilbage til Norge. 

– Den danske liga har altid virket tillokkende på mig. Niveauet er højt, og konkurrencen er hård. Jeg ser frem til at blive en del af holdet og bidrage med min erfaring, samtidig med at jeg også selv udvikler mig både på og uden for banen, siger Martin Lindell. 

Han ser frem til at flytte til Nordsjælland. 

– Jeg har et meget positivt indtryk af Nordsjælland Håndbold. Klubben fremstår ambitiøs og professionel med en stærk ledelse og et stort engagement fra spillerne. Det er spændende at blive en del af dette og bidrage til holdets fortsatte udvikling og fremgang, siger Martin Lindell.
 

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder