BSH-ikon er fortsat ude med skade
I tirsdags var det præcis et år siden, at den tidligere landsholdsspiller blev opereret for sin korsbåndsskade. Han havde håbet at være klar til at spille omkring dette tidspunkt, men sådan er det endnu ikke gået.
”Jeg har hele tiden fået at vide, at der ville gå et år efter operationen. Det er der gået nu, så jeg havde regnet med, at jeg skulle spille omkring det her tidspunkt. Men jeg må indrømme, at jeg lige mangler det sidste,” siger højrebacken.
Skaden opstod for 13 måneder siden i en træningskamp mod Potsdam, og siden har Øris fulgt en fastlagt genoptræningsplan. Det har dog været et forløb præget af både fremskridt og tilbageslag.
”Der har været bølgegang. Så synes du pludselig, det går rigtig godt, og så får du lov til at gøre noget mere. Men så finder du ud af, at der er ting, du ikke kan, og så mærker du pludselig andre ting. Der har været mange glæder og bump på vejen. Det er faktisk det, der har været hårdest,” fortæller han.
Fredag spiller BSH mod Sønderjyske, og det bliver altså uden Øris og også rutinerede Peter Balling.