LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Ditte Hansen

Dansk landsholdskomet kåret som Årets Fund i dansk idræt

Stortalentet modtager den fornemme pris fra DIF, Team Danmark og Politikken.

Han er i medierne blevet udråbt som et generationstalent. Det siger ikke så lidt, når dygtige danske håndboldspillere på samlebånd får gennembrud på øverste hylde i disse år.

Søndag fik Thomas Arnoldsen et fysisk bevis på sit enorme potentiale – og en flot anerkendelse af den udvikling han har gennemgået. Nemlig Danmarks ældste idrætspris som Årets Fund.

Det er Danmarks Idrætsforbund, Team Danmark og Politiken, der sammen uddeler prisen til et helt særligt talent i dansk idræt, som de har gjort det siden 1929. Landstræner Nikolaj Jacobsen har heller aldrig været i tvivl om Thomas Arnoldsens evner.

- Thomas er et kæmpe talent og har været det altid. Der er mange, der ikke vidste, om de blev gode til at spille håndbold, da de var 15-16 år. Men jeg tror, at alle der har set Thomas, siden han var 10-11 år, har vidst, der var noget ekstraordinært.

- Det har han også bevist ved at få en stor rolle på et af verdens bedste landshold allerede i en ung alder. Han har fortsat et kæmpe udviklingspotentiale og har alt det, der skal til for at blive en af verdens allerbedste, siger Nikolaj Jacobsen i en pressemeddelse.

Kåringen af Thomas Arnoldsen, der fandt sted under Politiken Festival, sætter en tyk streg under de lovende fremtidsudsigter for dansk herrehåndbold.

For de senere år har også både Mathias Gidsel og Simon Pytlick modtaget samme hæder.

- Det vidner om det flotte talentarbejde, der bliver lavet både i forbundet men ikke mindst også ude i klubberne helt nede fra det frivillige græsrodsniveau og op gennem rækkerne. Vi har et stort fokus på, at glæden ved håndbolden skal være gennemgående i vores talentudvikling. Det synes jeg i den grad også afspejler sig i de tre vindere af Årets Fund, siger DanskHåndbolds talentchef, Søren Skaastrup Frydendal.

Udvikling med raketfart

23-årige Thomas Arnoldsen har lige siden sine første kast i Skanderborg vist, at der var noget særligt over ham. Derfor har han også gennem sin opvækst været fast bestanddel af de danske ungdomslandshold.

At være dygtig i sine ungdomsår gør det som bekendt ikke til nogen selvfølge, at vingerne foldes ud på seniorniveau. Men allerede i sin debutkamp på A-landsholdet i marts 2023 lettede Thomas Arnoldsen i den grad fra reden, da han blev dansk topscorer med syv mål mod Tyskland.

Derefter skulle der gå yderligere et år, før de næste landskampe kunne føjes til CV’et. På trods af en åben motorvej mod håndboldtinderne lyttede Thomas Arnoldsen nemlig til sin krop og lod sig sygemelde i et halvt år, fysisk og mentalt overbelastet. En periode han sidenhen åbent og ærligt har fortalt om.

Ikke desto mindre gjorde han et nærmest enestående comeback sidste forår ved at være blandt de bærende profiler i den afgørende del af sin debutsæson for Aalborg Håndbold, da den nordjyske klub spillede sig hele vejen frem til finalen i Champions League.

Og på trods af sine på det tidspunkt bare fem A-landskampe slap Thomas Arnoldsen også gennem nåleøjet til Nikolaj Jacobsens 14 mand store OL-trup. Igen gik den stærke playmaker uimponeret til værks og blev delt dansk topscorer allerede i Danmarks anden kamp mod Egypten på vejen mod den ultimative triumf med OL-guld.

I det nye år fortsætter Thomas Arnoldsen, hvor han slap 2024. Først med VM-guld for tre uger siden og for en uge siden pokaltriumf med Aalborg Håndbold – gæt selv, hvem der blev kåret som årets pokalfighter. Og det bedste af det hele er, at der fortsat er masser af potentiale i den unge østjyde, der bare venter på at blive forløst.

Håndboldens vindere af Årets Fund

1957 Bent Mortensen

1987 Det kvindelige ungdomslandshold

1996 Det mandlige ungdomslandshold

2021 Mathias Gidsel

2023 Simon Pytlick

2024 Thomas Arnoldsen
 

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder