Drabelig duel mellem pokalvinder og Bundesliga-tophold i vente
THW Kiel vandt for få dage siden DHB-pokalen og Füchse Berlin fører lige nu den vanvittigt tætte Bundesliga og der venter dermed et brag af en kamp, når de to tørner sammen i 27. spillerunde af Bundesligaen.
Aktuelt har Füchse Berlin fire point mere end THW Kiel og de kan derved enten udbygge deres føring eller lukke Kiel helt ind i kampen om mesterskabet igen. Med henholdsvis nul og ét point ned til nummer to og tre, er de to point uhyre vigtige, hvis Mathias Gidsel, Lasse Andersson og resten af berlinerne fortsat skal ligge helt i top.
I det seneste opgør mellem de to topklubber, vandt Füchse Berlin sikkert med 35-26, men det seneste pointtab, da Füchse Berlin spillede 31-31 med bundholdet fra HC Erlangen, skal rystes fuldstændig af spillerne før aftenens kamp.
Omvendt har ‘Zebraerne’ fra Kiel en kamp fra i søndags i benene og de har dermed haft kortere tid til restitution, hvilket kan få betydning for aftenens resultat:
“Det kan være en fordel, at Kiel føler sig trætte efter weekenden. Men det kan også give dem et boost og følelsen af, at de bare kører videre. Det er svært at sige. Vi er kommet til kræfter efter ti dage, men også ude af rytmen. Hvis Wolff står så fremragende igen, bliver det svært,” siger Füchse-direktør, Bob Hanning, til klubbens hjemmeside forud for kampen.
Kampen spilles i Wunderino Arena og fløjtes i gang kl. 19:00.