Legendariske Lekic siger stop: Hårdeste beslutning nogensinde
Den serbiske playmaker forlader håndboldbanen efter 18 år på absolut topniveau. Lekic er en af kun fire spillere i Champions League-historien, som har passeret milepælen med 1.000 scoringer. Aktuelt står hun noteret for 1.072 mål.
I en følelsesladet afskedsvideo fortæller Lekic om beslutningen:
“Selvfølgelig er jeg trist, men samtidig mærker jeg, at det her er det helt rigtige tidspunkt. Det er meget nemmere at tænke beslutningen, end det er at sige den højt.”
Hun erkender, at det bliver en stor udfordring at finde sig til rette uden håndbolden.
“Det er hårdt at sige farvel til Andrea håndboldspilleren og finde frem til en ny version af mig selv. Fysisk har jeg det stadig rigtig godt, men dybt inde i min sjæl føler jeg, at det er nu, jeg skal stoppe. Jeg bekymrer mig ikke om fremtiden, og det giver mig en vis ro,” siger Andrea Lekic.
Lekic håber stadig på at kunne afslutte sin karriere med manér ved at føre FTC til det prestigefyldte EHF Final4 i Budapest.
“Sporten har lært mig, at hårdt arbejde altid betaler sig, og håndbold har skubbet mig til mine grænser. Udover glæden ved at lave det, jeg elsker mest, har jeg mødt så mange fantastiske mennesker undervejs.”
Lekic og FTC møder på søndag Odense i første kamp i Champions League-kvartfinalen. Dermed har hun fortsat chancen for at afslutte sin enestående karriere med endnu et stort trofæ.