Emil Jakobsen om forholdet og afstanden til Helena Elver
De er kærester med cirka 165 kilometer imellem dem. Nu sætter Jakobsen ord på, hvordan det er:
“Der er selvfølgelig nogle svære perioder i forhold til, at der er to håndboldkalendere, der skal gå op. Men det går o.k. Jeg kører mest til Fyn for at besøge Helena, for jeg har jo også min familie på Fyn - min bror bor i Odense. Men Helena kommer da også på besøg hos mig for lige at sige hej - Flensborg er jo en dejlig by. Det hele er også lidt nemmere, når man har kendt hinanden i så mange år, som vi har. Det havde nok været noget andet, hvis det havde været et helt nyt forhold,” siger Emil Jakobsen til Fyens Stiftstidende.
Emil Jakobsen fortæller, at han siden Bundesligaen sluttede i starten af juni, har holdt ferie med både sin og Helenas familie, inden de begge nu har rettet blikket mod OL i Paris, der begynder om en måned. Helena Elver er udtaget som reserve på det danske kvindelandshold, men Emil Jakobsen kender ikke sin skæbne endnu. Han er lige nu samlet til OL-forberedelserne, der ender med en endelig udtagelse af OL-truppen d. 3. juli. Og Jakobsens plan for landsholdssamlingen er klar:
“Jeg har besluttet mig for ikke at tænke over det. Jeg kan ikke gøre så meget andet, end at vise, hvad jeg kan på banen, og så er det op til Nikolaj, hvordan han vil prioritere. Mere vil jeg ikke tænke over det - jeg forsøger bare at præstere hver gang,” afslutter han interviewet med Fyens Stiftstidende.