LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Krickau efter brutal debut: Vi kommer stærkt tilbage

Nicolej Krickau fik lørdag sin officielle debut som cheftræner for Füchse Berlin, men det blev en tung start for den danske træner. I en udsolgt Max-Schmeling-Halle med 9000 tilskuere måtte de regerende tyske mestre se sig slået med 39-32 af SC Magdeburg, der med sejren overtog førstepladsen i Bundesligaen.

Efter kampen var Krickau ærlig i sin vurdering. For ham blev de første minutter afgørende for kampens udvikling.

"Jeg synes, begyndelsen på kampen var meget vigtig. Når Magdeburg først har kontrol, er det altid svært at komme tilbage, netop fordi de er så disciplinerede. De første ti minutter var vores angreb egentlig okay, men Sergey Hernández Ferrer stod rigtig stærkt i målet, og derefter mistede vi vores flow i angrebet," sagde Krickau til klubbens hjemmeside efter kampen.

Han understregede, at nederlaget ikke kun kunne forklares med nerver eller følelsesmæssigt pres i debuten. For Krickau handlede det om detaljer og manglende stabilitet.

"Alle ville gøre det rigtig godt i dag, men det lykkedes vi ikke med. Fremover skal vi blive i vores flow og ikke miste rytmen, selv når vi møder modgang," forklarede han.

Trods den barske debut holdt Krickau fast i et optimistisk perspektiv. Han ser nederlaget som en begyndelse snarere end en konklusion.

"De sidste par dage har kun været et forsøg på at være klar til i dag. Fra i morgen begynder vi for alvor arbejdet. Vi kommer stærkt tilbage, når vi har fået nogle flere dage sammen," lød det fra den danske træner.

Füchse Berlin får allerede torsdag mulighed for at rejse sig, når holdet åbner Champions League-sæsonen på udebane mod HBC Nantes.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder