Emils aften: - Vanvittig aflevering, indøvet GOG-detalje og hatten af
Det var på mange måder Emils aften, da Danmark smadrede Algeriet med en sejr på hele 25 mål, og det skabte både smil og glæde hos Emil Jakobsen, der stod for flere lækre detaljer i 47-22-sejren.
JYSKE BANK BOXEN, HERNING (HBOLD.DK): Overskud var der masser af: Eller, der var faktisk ikke andet end overskud i tanken og i banken for Nikolaj Jacobsens danske herrehåndboldtropper, der tirsdag aften indledte endnu et VM-guldtogt - og hvilken indledning!
Den næsten propfyldte Boxen på Heden fik i hvert fald noget at varme sig på undervejs i premieren mod Algeriet, hvor herrelandsholdets mange Emil’er sørgede for god stemning og spektakulære detaljer.
Midtvejs i anden halvleg fyrede keeper Emil Nielsen bolden direkte op i handsken på navnebror Emil med efternavnet Jakobsen i, hvad han kalder for en sindssyg aflevering:
- Jeg må sige, at jeg ikke lige havde regnet med, at bolden ville komme til mig i den situation: Han lavede jo et hopskud, en NFL-aflevering. Det er bare fedt, at vi kan give publikum sådanne detaljer og noget seværdig håndbold. Så han fortjente lige, at jeg lettede på hatten, smiler Emil Jakobsen til HBOLD.dk og fortsætter:
- Jeg kunne godt se, at der var noget i gærde, da han jo nærmest tog en spurt fra baglinjen og lavede det her hopskud. Jeg var heldigvis til stede i den aflevering.
Men de flotte detaljer sluttede langt fra der: I de døende sekunder, hvor det blot var et spørgsmål, om Danmark skulle vinde med 24 eller 25 mål, kom Emil Jakobsen igen i et showmæssigt fokus, da han sammen med sin tidligere GOG-holdkammerat og navnebror Emil … Madsen leverede et ganske sublimt dobbeltvip:
- Det er noget, vi har trænet på den gang, vi spillede i GOG. Vi har prøvet det før, så det var passende at lave lidt sjov og ballade. Når sådanne ting lykkes, så er det altid federe end at se dum ud. Det er altid et lille ekstra selvtillidsboost, når det lykkes.
- Jeg kom også selv godt ind i turneringen. Der er ikke tid til slinger i valsen, så det er rat at få et boost og være god på sine afslutninger.
- Vi får løst opgaven rigtig godt. Vi vidste, at vi var store favoritter inden kampen, og det kan nogen gange være lidt svært at præstere under. Men vi er professionelle, og jeg er sindssygt tilfreds med den åbning, vi får lavet. Vi er kommet godt ind til de næste kampe, hvor vi er en anelse større favoritter, end vi plejer at være. Vi skal fortsætte i det mode, vi er inde i, slutter Emil Jakobsen.
Kamp to for Danmark under dette verdensmesterskab fløjtes op klokken 20.30 torsdag aften i Jyske Bank Boxen mod Tunesien.