FHK-træner: Drengene spillede outstanding
På hjemmebane tørnede Gudmundur Gudmundssons tropper sammen med ligakonkurrenterne fra GOG, da de to mandskaber krydsede klinger i 25. spillerunde i Herreligaen.
I Fredericia var værterne klart stærkest og kunne efter 60 minutters spil glæde sig over en sikker sejr på 28-20.
Se kampen i tal HER
Der var stor glæde i FHK-lejren efter kampen.
”Jeg er rigtig stolt af holdet og af, hvordan vi gjorde det i dag. Vi har jo virkelig været hårdt ramt af skader og blev så også ramt af sygdom igen, så vi var nødt til at omstille os og prøve en ny strategi, fordi vi ikke havde nogen venstrehåndede på højre back. Jeg synes, drengene spillede outstanding. Vores angrebsspil var virkelig flot, vi stod godt i forsvaret, Thorsten stod en helt fantastisk kamp i målet og så spillede Mads Kjeldgaard sin bedste kamp i FHK. Men der er også mange andre, der bidrager med gode ting i kampen, så jeg vil rose hele holdet. Det var to vigtige point!“, sagde Gudmundur Gudmundsson til klubbens hjemmeside efter kampen.
Lørdag eftermiddag spiller fredericianerne deres sidste kamp i grundspillet, når de på udebane støder sammen med Skanderborg AGF Håndbold.