Flensburg giver opdatering på Pytlick
Efter kampen kunne cheftræner Ales Pajovic dog berolige alle.
"Han landede på samme sted, som han tidligere slog sig i Spanien. Det er muskulært – ikke noget alvorligt," sagde han til Flensborg Avis.
Selv om Pytlick slap med skrækken, har situationen sat fokus på SG’s pressede bagkæde. Med Lasse Møller ude og Luca Witzke stadig plaget af skulderproblemer råder Pajovic reelt kun over Pytlick, Marko Grgic og den unge Thilo Knutzen.
"Efter skaderne til Lasse og Luca, der stadig ikke er helt klar, har vi talt om, at vi må se os omkring på markedet," siger Pajovic. "November og december byder på mange vigtige kampe, og det bliver en stor belastning for Simon og Marko, hvis de står alene. Kortvarigt går det, men på længere sigt ville det være for risikabelt."
Flensborg-træneren bekræfter, at klubben allerede i de kommende dage vil tage kontakt til mulige emner:
"Hvis der dukker noget interessant op, vil vi forsøge at handle."
Indtil videre tager Marko Grgic det roligt. Den kroatiske bagspiller spillede hele kampen mod Erlangen – og ville ikke ud.
"Jeg sagde bare: ’Selvfølgelig går det stadig.’ Jeg har ikke brug for pauser. Hvis jeg bliver træt, kæmper jeg mig igennem det. Jeg er stadig ung," sagde han.
Om Flensburg når at hente en ny bagspiller inden de tætte topopgør i november, afhænger nu af både Pytlicks reaktion på faldet og Witzkes genoptræning.