LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

København-spiller med i schweizisk sensation: VM-billet i hus

Schweiz har for første gang nogensinde kvalificeret sig til kvindernes verdensmesterskab i håndbold, og en af nøglefigurerne bag den historiske præstation er den blot 21-årige stregspiller Tabea Schmid, som til daglig spiller for København Håndbold – og fra næste sæson tørner ud for Team Esbjerg.

Schmid var med til at sikre Schweiz en samlet sejr på hele 68-46 over Slovakiet i kvalifikationen, hvor hun scorede 13 mål og viste, hvorfor hun regnes som en af fremtidens helt store profiler i international kvindehåndbold.

“Det betyder meget. Det var det næste logiske skridt, fordi vi har gjort fremskridt over de seneste år – først med EM i 2022 og senest som værter i 2024. Mod Slovakiet leverede vi to stærke præstationer, så vi fortjener at være med,” siger Tabea Schmid til IHF.info.

Den unge schweizer har allerede etableret sig som en fast del af landsholdets kerne, og hun er ikke i tvivl om, hvad der har været afgørende for landets fremgang: Den schweiziske talentudvikling – og ikke mindst Concordia Akademiet, hvor unge spillere samles og udvikles på daglig basis.

“Det har en stor betydning, at vi nu har en professionel struktur for kvindehåndbold i Schweiz. Akademiet har været vigtigt, og man kan se fremskridtene måned for måned. Vi får flere spillere ud i ligaer i Tyskland, Skandinavien og Frankrig – det gør en stor forskel,” fortæller Schmid.

Schmid kom til København Håndbold i 2023 og har udviklet sig markant i sin tid i den danske liga. Til sommer skifter hun til storsatsende Team Esbjerg, hvor hun blandt andre skal spille sammen med Henny Reistad – og tage næste skridt i sin karriere.

“At tage til København Håndbold var den bedste beslutning, jeg har truffet. Jeg kunne virkelig mærke min udvikling der. Men nu er det næste logiske skridt at tage endnu et niveau op og skifte til en endnu stærkere klub,” siger Schmid.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder