Kristina Jørgensen bliver stolt over sammenligning med én af håndboldsportens største nogensinde
NORDVESTHALLEN (HBOLD.DK): Anja Andersen!
Både hos Ekstra Bladet og B.T blev Kristina Jørgensen i deres karaktergivninger sammenlignet med den tidligere danske EM-, VM- og OL-guldvinder, der som den første dansker nogensinde blev kåret som verdens bedste håndboldspiller i 1997.
Kristina Jørgensen blev da også noget overrasket, da hun dagen derpå blev gjort bekendt med, at hun altså blev sammenlignet med håndboldsportens - måske - største stjerne gennem tiderne:
- Det er rimelig sindssygt. Hun var jo verdens bedste håndboldspiller, og det er jeg ikke endnu, men jeg er glad, siger Kristina Jørgensen til Europamester.dk, da hun bliver spurgt ind til det?
- Er det ikke rimelig Anja Andersen’sk at gå ind og score så køligt på de straffekast, som du gjorde?
- Jo, det gjorde hun sikkert også. Jeg er bare glad for, at de gik ind. Jeg er skuffet over, at vi ikke vandt kampen. Vi gjorde alle, hvad vi kunne.
- Er du den nye Anja Andersen?
- Nej, det er jeg ikke. Jeg er Kristina Jørgensen.
- Er du en ledertype?
- Ja, det håber jeg, jeg er. Det synes jeg, at jeg er i min klub (Metz, red.). Jeg prøver at være det mere og mere her på landsholdet og gøre, hvad jeg kan for det.
Den tabte semifinalekamp mod Norge betød et farvel til guldkampen.
Men samtidig betød Frankrigs semifinalesejr over Sverige, at Danmark nu er direkte kvalificeret til OL næste sommer, og det sætter Kristina Jørgensen lidt ord på:
- Vi er stolte og glade over, at vi er klar til OL. Det bliver kæmpestort. Det er et lille plaster på såret, men selvfølgelig sidder kampen i går stadig i kroppen.
- Det er jo kæmpestort. Det er kun Louise Burgaard, der har prøvet at spille OL, så det er nyt for alle. Det bliver en vild oplevelse, og vi glæder os helt vildt. Vi gør alt, hvad vi kan for stå skarpest muligt til sommer.
- Nu skal vi først vinden kampen i morgen mod Sverige, men OL er bare noget helt specielt, slutter Kristina Jørgensen.
Der er kampstart klokken 16.00. VM-finalen mellem Norge og Frankrig fløjtes op klokken 19.00.