LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Landsholdsopkald fik Tobias til at knække: Der kom en lille tåre frem

Telefonen ringede, da Tobias Nielsen netop havde afsluttet en træning med holdkammeraterne i TMS Ringsted. På linjen var landstræner Nikolaj Jacobsen med en besked, som den unge højrefløj fra Frederiksberg knap turde håbe på.

Debuten kom i onsdags, nu har den bundfældet sig, men da Tobias Nielsen fik overrakt beskeden om, at han skulle med landsholdet, var han ikke klar på at få lige netop den besked.

"Jeg var meget overrasket. Det var også lidt vemodigt på en eller anden måde. Der kom lige en lille tåre frem i øjet, da jeg fik den opringning. Det synes jeg var virkelig stort. Det var mega fedt at snakke med Nikolaj. Det var første gang, så det var en super fed reaktion," fortæller Tobias Nielsen tydeligt stolt, mens han sidder i receptionen på Scandic CPH Strandpark, hvor landsholdet holder pressemøde.

Efter opkaldet gik det stærkt med at dele nyheden. Selv i en tid præget af Snapchat og Instagram var det på helt gammeldags vis, at mor og kæreste fik beskeden som de allerførste.

"Jeg ringede jo til min mor nærmest med det samme, og min kæreste, og fortalte det. Men det var jo lige efter træning, at jeg blev ringet op, så alle drengene var jo stadigvæk i hallen. Så der fik drengene det også lige at vide," siger Tobias Nielsen med et smil.

Med landsholdsdebuten i Stavanger i ryggen er sulten efter flere landskampe kun blevet større. Den unge københavner lægger ikke skjul på, at han har fået blod på tanden:

"Det giver da kæmpe blod på tanden. Men jeg skal tage det stille og roligt, tage ét skridt ad gangen. Jeg behøver ikke at skulle stresse rundt. Jeg har mange år endnu, forhåbentlig, så jeg skal jo bare tage det stille og roligt, og så må vi tage det, som det kommer. Jeg skal fortsætte med at gøre mig god, og jeg skal fortsætte med bare at spille, som jeg plejer. Så skal chancen forhåbentlig nok komme," siger han.

Tobias Nielsen skifter næste sæson til HØJ Elite på en lejeaftale fra Aalborg, der har sikret sig ham efter tre stærke sæsoner i Ringsted. Og med en frisk landsholdsdebut i bagagen ser fremtiden lovende ud for den ambitiøse højrefløj.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder