Svensk succestræner skal dobbeltjobbe: Præsenteret som cheftræner i tidligere storklub
Larvik Håndballklubb har underskrevet en treårig kontrakt med den meriterede svenske træner Henrik Signell.
49-årige Signell er et kendt navn både i skandinavisk og international håndbold og har en imponerende meritliste. Han har været landstræner for både Sverige og Sydkorea, og siden 2024 har han stået i spidsen for Hollands kvindelandshold.
Han har tidligere gjort det klart, at ønsket om at holde fokus på Holland frem mod VM – samt hensynet til familien – har gjort, at han ikke har ønsket at stå i spidsen for en klub samtidig. Men nu føler han, at situationen er anderledes.
”Tilbuddet fra Larvik var både smigrende og fristende. Jeg husker fra min tid i Sävehof, da jeg mødte Larvik i Champions League, at de dengang var Europas bedste hold og havde mange stjernespillere. Jeg har et godt forhold til Larvik, som har haft stor succes, og nu synes jeg, det er en spændende udfordring at gøre alt, hvad jeg kan, for at Larvik på sigt kan få endnu mere succes,” siger svenskeren i en pressemeddelse.
Han fortæller, at processen er gået ret hurtigt, men at han under samtalerne med Brede Csiszar og Jonas Borvik Knutsen blev tryg ved, at jobbet kunne kombineres med hans rolle som hollandsk landstræner og hans familiesituation – blandt andet ønsket om at kunne følge sin datter tættere.
Med Sverige har han nået semifinaler ved slutrunder, og med Holland opnåede han en sjetteplads ved EM 2024. Han skal også stå i spidsen for holdet ved VM 2025, som Holland arrangerer sammen med Tyskland. Den nye Larvik-træner skal dermed kombinere jobbet som hollandsk landstræner med trænerposten i Larvik.
Göteborgeren kender norsk håndbold og Larvik godt. Han har mødt sin nye klub flere gange som træner for Sävehof i Champions League og førte holdet til fem svenske mesterskaber på kvindesiden (2013, 2014, 2015, 2016, 2018).
Efter sin aktive spillerkarriere har han trænet både kvinde- og herrehold i Sverige, senest Skövde på herresiden frem til 2023. I oktober sidste år var han også i Jotron Arena under Golden League i rollen som hollandsk landstræner.