Testkamp for fulde huse mellem Sønderjyske og Flensburg
Alle siddepladser til kampen er længe siden udsolgt, og det lover en fantastisk kulisse til showkampen, der traditionen tro spilles i samarbejde med Danfoss. Flensburg kommer med profiler som Simon Pytlick, Emil Jakobsen og Johannes Golla, og samtidig får Sønderjyske mulighed for at vise deres nye lyseblå spillere frem: Frederik Tilsted, Jesper Konradsson, Emil la Cour, Viktor Bergholt og Nicolai Skytte. Cheftræner Rasmus Vandbæk glæder sig:
”Vi glæder os sindssygt meget til kampen mod Flensburg-Handewitt. Det er et af verdens bedste hold, der kommer på besøg, og med en udsolgt arena venter en stor oplevelse. Vi har stadig ting, vi gerne vil prøve af og udvikle som hold, og den fantastiske kulisse vil uden tvivl øge intensiteten," siger han til klubbens hjemmeside.
Dørene til J&CO fanzonen åbner kl. 16.45, hvor der bliver aktiviteter og konkurrencer for både børn og voksne. Publikum kan bl.a. vinde spillertrøjer fra begge hold og signerede håndbolde samt sin egen vægt i bland-selv slik. Fra kl. 17.10 kan fans få autografer fra spillerne og tage selfies med European League-trofæet, som Flensburg vandt sidste sæson. Desuden byder aftenen på kampoptakt med Sønderjyskes Rasmus Vandbæk og Flensburgs Aleš Pajovič.