Tidligere NFH-profil ramt af korsbåndsskade
Sveriges håndboldkvinder lider et stort tab, idet stregspiller Anna Lagerquist er blevet ramt af en korsbåndsskade under en ligakamp for sin klub, Neptunes de Nantes.
Den alvorlige skade i hendes venstre knæ betyder derfor, at hun vil være ude i lang tid og misse OL i Paris til sommer, såfremt Sverige kvalificerer sig i den forestående OL-kvalifikation.
Den 30-årige svensker har været en nøglespiller for holdet, og landstræner Tomas Axnér begræder i høj grad tabet af Lagerquist,
“Anna er en af verdens bedste forsvarsspillere, og det er klart, at hun vil blive savnet af os, men vi har også gode spillere efter hende, som får muligheden for at træde frem.”
“Frem for alt føler jeg med Anna, som nu har en rehabiliteringsperiode foran sig, men jeg tror og håber, at hun kommer stærkere, bedre og endnu mere motiveret tilbage”, siger Axnér til Det svenske håndboldforbund.
Den stærke stregspiller med fortid i NFH var blandt andet med for Sverige i VM-slutrunden i december, hvor svenskerne tabte kampen om bronzen.