TM Tønder-fløj efter storsejr: Der var klasseforskel på vores hold og på deres hold i dag
TM Tønder viste stor styrke, da de på hjemmebane besejrede Rækker Mølle med 37-24 (18-13) i herrernes næstbedste række.
Efter en lige indledning trak Tønder fra anført af Nick Bøg, der scorede syv mål og desuden blev kåret til kampens spiller. Efter pausen blev sejren for alvor cementeret med stærkt forsvarsspil, flere redninger af Magnus Siim Pedersen og gode bidrag fra bredden.
”Der var simpelthen klasseforskel på vores hold og på deres hold i dag. Vi spiller virkelig godt og vi har en god bredde. […]Og så har vi altså bare en hjemmebane der siger spar to, altså hvor var det bare fedt med trommerne og fansene,” lød det tilfreds fra debutanten Hans Holst efter kampen, der er skiftet fra KIF Kolding op til sæsonen.
Tønder spiller igen på søndag, hvor Hal 2 danner rammen om endnu en hjemmekamp – denne gang mod TIK-Taastrup.