LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Ditte Hansen

TM Tønder henter ungdomslandsholdsspiller i GOG

Den unge bagspiller skifter på en 3-årig aftale.

TM Tønder Håndbold har underskrevet en 3-årig aftale med bagspilleren Axel Larsen, der kommer til klubben fra fynske GOG.

Det er med stor glæde, at klubben kan præsentere den talentfulde bagspiller, Axel Kaj Larsen, som ny mand i den røde trøje fra den kommende sæson.

Han kommer til klubben fra GOG, hvor han gennem de seneste år har repræsenteret deres bedste ungdomshold, og ligeledes allerede har fået debut på seniorholdet.

Sportschef Steen Thomsen er særdeles tilfreds med, at det er lykkes at hente den 19-årige bagspiller til klubben. Han udtaler i en pressemeddelse:

”Axel er en særdeles spændende og talentfuld spiller, som jeg ser meget frem til at få til TM Tønder. Han er en fysisk stærk to-vejs spiller på 2 meter, der har virkelige gode kompetencer i det defensive arbejde. Her kan han dække både i midterblokken og på back positionen. Offensivt er han på trods af sine 2 meter, en bevægelig spiller, der er hurtig på fødderne og han har en god spilforståelse. Han har generelt et stort udviklingspotentiale, hvor vi sammen vil søge at videreudvikle Axels i forvejen gode kompetencer. Endvidere har vi ved flere samtaler med Axel fået et meget godt indtryk af Axels personlighed og ambitioner, som er helt i overensstemmelse med vores ambitioner og værdier. Derfor er vi også overbeviste om, at han vil passe rigtig godt ind i truppen og klubben. Han kommer fra en håndboldkultur, hvor der skal arbejdes hårdt for resultaterne, og vi tror på, at han kan bidrage med mange positive elementer i de kommende tre sæsoner. Axels talent er også kommet til udtryk i landsholdsregi, hvor han har spillet 11 kampe på U18-landsholdet, ligesom han også allerede har fået debut på GOG´s ligahold. Det er samtidig meget glædeligt, at Axel – ligesom mange af vores øvrige spillere – flytter til TønderKommune for at bosætte sig og dedikere sig til håndbolden.”

Axel Kaj Larsen ser frem til at komme til Tønder:

”Jeg har hørt meget godt om TM Tønder Håndbold, og ser det som en klub, hvor jeg kan udvikle mig både som spiller og person. Lars er en dygtig træner, der sammen med det øvrige trænerteam kan være med til at rykke os unge spillere på vej mod vores drømme. TM Tønder er en klub, der har udviklet mange spillere til ligaen, og jeg ser frem til at blive en del af klubben. Der er et godt set-up, og en stor opbakning til håndbolden i lokalområdet. Klubben har en ambitiøs målsætning, som jeg glæder mig til at være en del af”
 

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder