TTH med skadesopdatering: Profil misser DM-slutspillet
Det bliver et tab for TTH Holstebro at måtte undvære Sven Ehrig i det kommende DM-slutspil.
Sven Ehrig har i sin første sæson i den danske liga været godt spillende, men en skade i venstre akillessene gør, at han skal opereres. Han spiller sin sidste kamp i dag, inden han skal under kniven. Sven Ehrig har spillet med store smerter gennem hele foråret, og efter at klubben nu har sikret sig en DM-slutspilsplads, så sættes operationen i gang:
- Vi kommer til at savne Sven og hans kvaliteter i resten af sæsonen. Sven har bidraget flot til vores hold, men da vi gerne vil have Sven klar til næste sæson, så har vi i samråd med vores sundhedssektor og Sven vurderet, at det bedste for alle er at Sven får en operation nu og her. Dermed håber vi at Sven er klar når næste sæsons ligakampe starter, siger cheftræner Arnór Atlason i en pressemeddelse.
Sven Ehrig havde set frem til de spændende kampe i DM-slutspillet, men prioriteringen er klar for ham:
- Jeg vil gerne være klar til starten af næste sæson, og derfor er det bedst med en operation nu. Jeg synes vores hold har gjort det rigtig godt i denne sæson, og jeg ville selvfølgelig gerne have være en del af slutspilskampene. Jeg tror at vores hold kan blive en farlig modstander for de øvrige hold i slutspillet, siger Sven Ehrig.
Skadesstatus fra TTH Holstebro
Nikolaj Markussen døjer pt. med en rygskade og derfor har han ikke været med på holdet til de to seneste kampe. Nikolaj vil ikke spille mod TMS Ringsted, og det er fortsat usikkert hvornår han bliver kampklar igen.
Christoffer Cichosz har pådraget sig et stræk i knæet og derfor var han ikke med mod Ribe-Esbjerg i onsdags. Christoffer spiller heller ikke med lørdagens kamp. Der arbejdes på at han bliver klar til starten på DM-slutspillet.