EM-udvidelse har været en succes mener EHF Præsident
Turneringens udvidelse til 24 deltagende nationer har ifølge Wiederer været en investering i fremtiden, men allerede nu også været en god beslutning for turneringen. Hold som Tyrkiet, Færøerne og Island har vist sig som et friskt pust blandt de etablerede nationer. Præsidenten fremhæver, at bredden i europæisk kvindehåndbold vokser, hvilket er afgørende for at hæve niveauet.
Præsidenten udtaler følgende i følge ehfeuro.eurohandball.com: “Færøerne og Island var bestemt et aktiv for turneringen, men Tyrkiet leverede også deres præstationer. Det er også interessant for os, for de er en af værterne i 2026. Jeg tror, at stigningen i deltagere er en investering i fremtiden.”
Wiederer roser samarbejdet mellem de tre værtslande og fremhæver de professionelle tilgange til organiseringen. Selvom tilskuertallene kunne have været højere på enkelte spilledage, er finalearrangementet udsolgt, hvilket lover en fantastisk afslutning. Han udtaler videre:
“Hvad tilskuerne angår, ville vi selvfølgelig gerne have haft flere fans i gruppespillet, på begge spillesteder. Enkelte dage havde et godt fremmøde, men overordnet set kan vi ikke komme uden om problemet med tre kampe på én dag”
Finaleweekenden markerer ikke blot kåringen af den nye europamester, men også åbningen af EHF's nye hovedkvarter i Wien. Wiederer ser dette som en vigtig milepæl for håndboldens fortsatte vækst.
Med en spændende turnering og et år fyldt med højdepunkter er Wiederer overbevist om at håndbolden står stærkere end nogensinde – både på og uden for banen med flot spil og stor medieopmærksomhed.