Unge GOG-profiler viste prøver på talentet
GOG og Skanderborg AGF spillede tirsdag aften uafgjort 35-35 i en tempofyldt testkamp, hvor fynboerne for anden gang på få dage gav spilletid til en række unge kræfter.
GOG stillede med tre ungdomsspillere og fem førsteårsseniorer, og det var med til at præge opgøret i både tempo og udtryk. Cheftræner Kasper Christensen hæftede sig især ved holdets fremgang sammenlignet med den foregående træningskamp mod Ribe-Esbjerg.
"Det var en rigtig flot træningskamp på et højt niveau mod et stærkt SAH-hold. Vi fik igen mulighed for at bringe mange unge spillere i spil. Det giver os enorm læring, og jeg er meget tilfreds med det løft, vi viste i forhold til kampen mod Ribe-Esbjerg i fredags," udtaler han til klubbens sociale medier.